TOTAL!DANS!

 


TOTAL!DANS!
er en interaktiv danse og musikforestilling hvor børn i 1.- 3.klasse er publikum, og samtidig frie til at bevæge sig og deltage fysisk aktivt i koreografien, mens den sker.

Børnene får ingen verbale instruktioner under selve forestillingen. Nysgerrighed, dansens smittende energi og musikken inviterer børnene til at opleve forestillingen med alle sanser og hele kroppen i bevægelse.

I TOTAL!DANS! indgår levende musik i tæt samspil med dansen og sammen skaber de to kunstformer sjove, magiske og spændende scener at være i, se på, lytte til og bevæge sig med. Øjeblikkets sanselige oplevelser er i fokus og stimulerer både fællesskabet i klassen og krop, følelser og fantasi.

TOTAL!DANS! kommer ud på skolen eller teateret inviterer skolerne ind. Kontakt os om salg.

Fotograf Inuuteq Nuka Kriegel - Nuuk Grønland 2018

Kære lærer,
Skal I snart skal opleve TOTAL!DANS!? Så håber vi at I vil bruge vores inspirationsmateriale, som giver forslag til hvordan I kan forberede jer på oplevelsen og arbejde videre med de indtryk I har fået efterfølgende. Du kan hente materialet her:

INSPIRATIONSMATERIALE ( PDF)

TOTAL!DANS! opfylder FOLKESKOLENS FORMÅL: Stk. 2. Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle. Vi arbejder specifikt med fællesmål indenfor fagene musik og dans og udtryk i idrætsfaget:

https://emu.dk/sites/default/files/2020-09/GSK_FællesMål_Idræt.pdf
 

https://emu.dk/sites/default/files/2020-09/GSK_FællesMål_Musik.pdf 


Derudover har vi oplevet at projektet i meget høj grad gavner klassens fællesskab og trivsel.


DET SIGER LÆRERENE OM TOTAL!DANS!
‘Tusind tak for i dag. Det var magisk. Jeg er så glad for den oplevelse, som I gav børnene og os. Jeg blev meget rørt over at se, hvordan I kunne appellere til et fælles udtryk. Fantastisk. Her giver Åben Skoles ambition om at bære det elitære ind i skolen til gavn for alle virkelig mening. Hold kæft, hvor er I gode, og hvor er det et prisværdigt initiativ, som I repræsenterer. Jeg er jer meget, meget taknemmelig. Godt tænkt og godt gået.

Hov, jeg fik ikke sagt, hvor tankevækkende det var at se nogle elever være dybt fokuseret og deltagende fra først til sidst. Især en elev, som normalt har svært ved bare at indgå. Han var helt med og seriøs. Det var virkelig dejligt at se. Tak for det indblik.’

’Vi voksne der var med til at se forestillingen, synes det var en helt fantastisk oplevelse! Børnene levede sig helt utroligt ind i forestillingen og var optaget af den helt til den var slut. Både de stille og forsigtige børn turde deltage og de børn som kan være meget kropsligt urolige deltog på en meget fin måde. Vi følte at vi så en forestilling som både dansere og børn havde øvet på i lang tid. Både dans, lys og musik gik op i en højere enhed og vi er som lærere utrolig glade for at vores elever fik denne helt unikke oplevelse.’

‘Ja jeg vil også sige… jeg var meget fascineret af hvor god en gruppe I er… altså det var uden I sagde noget til hinanden kunne I finde ud af at gøre det samme… meget flot synes jeg… for I snakkede jo ikke sammen… I fandt bare alligevel ud af at gøre det sammen… det synes jeg var meget flot… og så fik jeg lidt lyst til at være med…’

‘Elever som ikke altid blomstrer i undervisningen fik lov til at blomstre her. Eleverne ville det rigtig gerne.’

‘Det havde været en overvældende og meget anderledes oplevelse. Mange roser til forestillingen.’

DET SIGER BØRNENE OM TOTAL!DANS!
’altså… jeg synes det var lidt svært og ret nemt at følge med bevægelserne… men man skal også koncentrere sig og virkelig spænde musklerne og så nogen steder skal de være lidt slappe og andre steder skal de være spændte…’

’At man bruger sin krop i bevægelse og man laver alle mulige ting som man ikke har prøvet før…

’Det var det sjoveste jeg nogensinde har prøvet’

’I kunne bare bruge jeres krop rigtig flot…’

’…altså jeg synes det var specielt sjovt på grund af al den gode musik…’

’Det var ikke sådan noget musik man hører i radioen

’Jeg synes det var vildt…man sveder…’

‘Vi var sådan nogen ulve…’

’Der hvor man lå ned… oog…det var sjovt…’

’…at man fik sin krop i ro og da hun spillede på violinen så var det ligesom om man kunne høre naturen…’

’Altså det var sådan ligesom at først så gik vi ud og så gik vi ind… det var mega mærkeligt… ligesom når man bliver trukket af et reb…’

’Øøh det kunne også være en enhjørning… en enhjørning vil i hvert fald også kunne lave en vejrmølle…’

’Øøøhm jeg føler i hvert fald at vi er ude i naturen… og man ryster og man bliver sådan helt bange og man føler… og man føler man laver noget rigtigt…’

’Jeg vil danse mere…’



Fakta

MÅLGRUPPE
1.-3. klasser – max. 30 børn pr. forestilling

VARIGHED
45 minutter.

TEKNISKE BEHOV
SALEN:
– Mørklagt
– Ren og ryddet
– Min. B 10m x L 10m x H 3,5m
– Opvarmet til min. 20 grader
Alm. strøm

OPSTILLING
120 minutter

NEDTAGNING
45 minutter

PRIS
10.000 kr + moms
Ved 2 forestillinger samme sted  15.000 kr + moms

Folkeskoler i Københavns kommune kan få forestillingen gennem Åben Skole, såfremt der er billetter tilbage.

Forestillingen er refusionsberettiget og godkendt til billetkøbsordningen

MEDVIRKENDE
Danser og projektleder
Ellen Kilsgaard
Danser TBC.
Live musik Henriette Groth

UDDYBENDE INFORMATION
Børnene bliver udfordret fysisk og er stærkt drevet af nysgerrighed og læringslyst. Fra første sekund bliver de suget ind i forestillingen med både krop, følelse og fantasi, og helt centralt for værkets præmis er, at det giver plads til at man kan opleve det, med udgangspunkt i forskellige temperamenter.

I forestillingen skifter vi mellem forskellige tilgange til dansen: nogen gange fokuserer vi på tempo og retning i rummet, det fysisk kinæstetiske. Nogen gange inviterer vi til børnenes samarbejde om at skabe formationer vi danser rundt om, i, og med. Andre gange fokuserer vi på et dramatisk og emotionelt indhold i dansen.

Fælles for alle tilgange er at børnene spejler os meget præcist: kroppens fysiske form, kvaliteten af vores bevægelse, og i lige så høj grad vores indre stemning og tilstand. Vi oplever børnenes kroppe som en slags ultra-intelligente antenner, som stiller fuldstændigt ind på os, og som vi kan stille ind på. Det er i dette fin-tunede samspil at forestillingen udfolder sig og bliver en meningsfuld æstetisk oplevelse for alle implicerede.

Efter forestillingen har vi en lille snak med eleverne om oplevelsen. I mange grupper sidder børnene først helt stille med åben mund, fulde af indtryk…Men så vil de gerne fortælle om hvad de oplevede og hvad de synes det handlede om.

Lærerene er glade for en sjælden mulighed for at sidde og observere deres klasse. Mange lærere oplever at de ser en smuk forestilling, og at det ser ud til at børnene havde øvet sig. Mange bemærker også at vi laver non-verbal klasseledelse. Alle lærere finder det lærerigt at observere børnenes forskellige måder at absorbere og forholde sig til værket på. De bliver ofte overraskede over hvor positivt børn, der normalt er urolige i klassen, indgår i værket. Eller hvordan stille børn pludselig kommer på banen… Med projektet har vi dog ‘kun’ en kunstnerisk ambition i forhold til børnene, men vi er også optagede af hvordan forestillingen kan være brugbar ind i lærerens faglighed.


TIDLIGERE MEDVIRKENDE

Danser 2018 -2020 Marie Lykkemark
Musiker 2020 Johanna Borchert
Dansere 2013-2018 Rosa Meyer, Anu Rajala-Erkut, Anamet Magven, Birgitte Lundtoft, Anne Nyboe

KALENDER
2020
7. – 11. september – Mariager Fjord Kommune
21. – 25. september – Brønderslev Kommune
39. + 30. september – Gerbrandsskolen, København
1. oktober – Fredriksgård Skole – København
2. december – Gasværksvejens Skole – København

2019
10. januar – Gerbrandsskolen, København
14. januar – Bavnehøjskolen, København
16. januar – Den Classenske Legatskole, København
5. marts – Blågård Skole, København
7. marts – Nørrebro Park Skole, København
12.-22. marts – FILUREN – Århus
14. maj  – Skolen på Strandboulevarden, København
21.+24. maj – Rådmandsgade Skole, København
4.+5. november – Katrinedals Skole, København
11. november – Skolen på Strandboulevarden, København

2018
7.+8.+10. marts 2018 – Aaben Dans, Roskilde
15.- 22. april 2018 – APRILFESTIVAL- Syddjurs
20.+26. juni 2018 – HODJA fra Danmark – Røde Kors Skole i Lynge
13.+14. oktober 2018 – OUTERVISION international dancefestival – Nuuk Grønland

Se rapport fra skabelsesprocessen af formatet totaldans (pdf)


TOTAL!DANS! er støttet af:  

   

       





   

FORSØGSSTATIONEN i København og  AABEN DANS i Roskilde