UDVIKLING af SUPERPOWER ENSEMBLE 2022

I 2022 startede vi på arbejdet med at udvikle SUPERPOWER ENSEMBLE - en danse- og musikforestilling med et ensemble bestående af 8 børnedansere, 2 voksne professionelle dansere, og levende musik. De 8 børn er medskabende og medvirkende i en professionel rammen, sammen med de vokse professionelle dansere, levende musik og scenisk lys. 

‘Ellen Kilsgaard har gennem sit arbejde med 'Superpower Ensemble' undersøgt noget helt særligt, ganske abstrakt og fuldstændig konkret og fundamentalt på én gang: nemlig det ’at være’ og 'at være tilstede’. En helt central scenisk kraft bliver gennem dansen undersøgt sammen med professionelle dansere og ’almindelige’ børn og værktøjerne er lige dele disciplin, leg og tid. Det, at børnene enten har forskellige danse-baggrunde eller slet ingen, skaber en åben forudsætning for en grundig undersøgelse af energi og nærvær.

Ellen har med sin stærke vision og en stor portion vilje skabt en praksis, der er sammenlignelig med grundforskning. Og ud af den grundforskning får vi som publikum en intens og levende oplevelse når børn og voksne folder sig ud på scenen.’ Adelaide Bentzon, koreograf

Medvirkende i projektets udvikling i 2022: 


Koreografi og lys: Ellen Kilsgaard

Voksne professionelle dansere: Adrian Ulrich Skjoldborg og Julie Schmidt Andreasen 

Musikere og komponister: Pernille Louise Sejlund og Henriette Groth
Børnedansere: Ida Miller Brinck, Maggie Methilda Hammer, Ella Gro Søe, Helga Heebøll-Borne, Otto Wolff Ørnsbo, Ottilia Zelda Tarpgaard-Somer, Eva Weber Bergendorff, Olga Gildin Laumann, Mattias Hansen og Ella Kofoed Kruse 

Produceret af: Ellen K & Co.


Videoer er fra visning d. 19 juni 2022 

Kamera: Anders Jepsen og Kristian Lythke
Live musik: Pernille Louise Sejlund


‘…difference between successful and unsuccessful relationships to the world defined neither by the relative abundance of resources and opportunities nor by one’s share of the world, but by the degree to which one is connected with and open to other people (and things)…’ (Rosa 2016: 27)

SUPERPOWER ENSEMBLE is an investigation of how resoance between 8-10 children, 2 adult dancers and live music can become dance and choreographic shape. What if it’s succes (clarity of shape) is defined by the degree to which we can become connected with and open to each other, space and musicality?


References
Rosa, Hartmut, (2016) Resonance, Polity

 

MERE OM PROCESSERNE I PROJEKTET SUPERPOWER ENSEMBLE

SUPERPOWER ENSEMBLE skaber og rummer et fin-tunet fællesskab, spontan danseglæde og samspil mellem voksne og børn. Det er en koreografi hvor samspil, leg og lydhørhed disciplineres, får form og udfoldes i koreografi og levende musik.

I SUPERPOWER ENSEMBLE bliver børn i alderen 9-13 år medskabende dansere i en danse og musikforestilling. De arbejder sammen med voksne professionelle dansere, levende musik og scenisk lys. Sammen bliver alle til ét stort ENSEMBLE.

Børnene oplever dansen og musikken gennem spontan deltagelse, men skridt for skridt får de mere ansvar og forestillingen vokser frem.
 
SUPERPOWER ENSEMBLE
handler om at være og bevæge sig sammen i et poetisk rum af dans, musik og lys. Gennem dedikeret og legende arbejde med fysiske færdigheder, lydhørhed, musikalitet og opmærksomhed fin-tunes og styrkes gruppens fællesskab. Den fælles ‘samklang’ gør os i stand til at indgå i og skabe rørende, sjove og kraftfulde koreografiske former. Det er både flot at se på og godt at være med i.

Når vi lytter til hinanden med hele kroppen og alle sanser er i spil, opstår der et magisk og poetisk rum. Til tider er det vagtsomt på spring, til tider poetisk flydende. Det kan være vildt og energetisk, farligt eller venligt og følsomt. Hvad forestillingen handler om, det udspiller sig i krop og fantasi, og kan variere fra person til person. Publikum oplever deres egen version. 

Vi arbejder med at børnene følger og spejler de voksne professionelle dansere og fritages grundlæggende for at skulle præstere alene, som individer. Børnene læner sig ind i professionel danse- og musikpraksis, og gennem deres hengivelse til dansen og musikken, udfoldes gruppens enorme kræfter, samtidig med forskellighed og individuelle temperamenter får plads.

Vi arbejder ud fra grundpræmissen om at de menneskelige samspil og den kunstneriske form, i dans og musik, bliver én og samme ting, proces og produkt smelter sammen.