Ekstra-Ordinær -
for det åbne blik og den sanselige krop
’EKSTRA-ORDINÆR - for det åbne blik og den sanselige krop’ er en øvelse i at se med kroppen. Det er en undersøgelse af hvad der sker, hvis jeg kultiverer et lyttende blik og ser med min sanselige krop. Jeg undersøger hvordan jeg kan udfolde dansen i mellemrummet mellem min dansende krop og publikum, som er tilstede i rummet både som lyttende og modtagende kroppe og scenografisk element.
Fotos: Anne Lass
Tekst af Vera Maeder:
space between space between space between.
lightness. no doing, only presence.
warmth. hand touching hand touching hand.
subtle sublte ripples like soft rings in water. waterdrops ceaselss endless becoming
noticing the small movement activated in bodes and as I notice the noticing of the response in my own body
like this / thus the room is dancing, moving.
ressonance
vibrations
we are space too.
pluriverses and connected.
Video: Susanne Danig
Ekstra-ordinær - oplevelse og refleksion
af Gustav Fabricius
Rummet, det hvide, refshale anneks er ca.100 m² med højtsiddende vinduer, hvide vægge og et gråt, blankt gulv. Ti stole, ti publikummer – aldersspredningen er bred, men de fleste er familie, venner og bekendte. Intimiteten mærkes straks. Det er ikke teater, ikke helt privat – men et mellemrum, hvor relationer kan opstå. Jeg er ikke anonym her. Ingen af os er.
Dansen varer 20 minutter. Danseren bevæger sig skiftevis ind og ud mellem os i glidende rytmiske og a-rytmiske bevægelser. Hendes arme og hænder rækker ud og favner som invitationer; hun berører kun sporadisk publikum, men hendes tilstedeværelse er gennemtrængende. Med sit blik og sin kropsgestus retter hun opmærksomheden på skift mod os enkeltvis og i små grupper. Hun imødekommer os med bevægelser, som vi intuitivt kan følge eller blot betragte hvis vi vil. Nogle gange forener hun to eller flere af os i bevægelse, og vi oplever at blive ledt i et delt rytmisk felt, hvor vores kroppe skaber små, improviserede samarbejdsrum. Med humor, små underfundige og afdramatiserende grin, skaber hun de sceneskift der skal give plads for det næste spændingsfelt med publikum.
Hendes krop fungerer som mellemled mellem min egen kropslige kluntethed og mit intellekt. Den oversætter og inviterer – uden ord – til social kontakt og til at deltage på hendes idéer. Hun bliver ikke blot performer, men kurator for interaktion. Med små forskydninger i rum og rytme etablerer hun et eksperimentelt felt, hvor vi som publikum både observerer og responderer.
Fra et arkitektonisk perspektiv kan man sige, at den kropslige udveksling her udgør et grund-rum – før mur, før struktur – relation. Danseren tester rummet mellem os, dets dimensioner og graden af vores nærvær, og skaber en første materialisering af kroppen i rummet. Det er transformationen fra bevægelse til rum, fra individuel krop til et eksoskelet af fælles opmærksomhed.
Følelser som empati, kærlighed, forventning, underkastelse og kontrol er tydelige i dansens univers, men under dem ligger en dybere undersøgelse af integritet.
Rummet kan umiddelbart virke domineret af danserens nærvær, men i praksis åbnes det som et eksperimentarium, hvor publikum inviteres til aktiv sansning. Et andet sprog opstår – ikke et sprog af ord, men af bevægelse, spænding, rytme og pause. Et sprog, der ikke blot beskriver verden, men udøver den – i fællesskab.
I vores kultur er den største udfordring ofte vores fremmedgørelse: fra hinanden, fra vores omgivelser, fra det levende. Dansen her tilbyder et modtræk. Den sansebaserede psykologiske leg udvider vores evne til at kommunikere og forstå hinanden gennem kroppen – ikke som terapi i traditionel forstand, men som poetisk, relationelt eksperiment. Dansen flytter os væk fra det formålstjenstlige og funktionelle og ind i et mere intuitivt rum, hvor vi kan være til stede sammen. Når dansen er bedst, vil den os det gode: en form for omsorg, en gensidig opmærksomhed og en fornyet evne til at sanse både os selv og hinanden.
Denne oplevelse af Ellen Kilsgaards dans minder os om, at erfaring starter i kroppen, og at fællesskab begynder med evnen til at mærke tryghed med hinanden og det rum vi er sammen i. Gennem hendes bevægelser, invitationer, blik og humor demonstreres, hvordan dans kan være mere end en kunstform – den kan være en social og sanselig intervention, et eksperimentarium for menneskelig kontakt, og en poetisk påmindelse om, hvad det vil sige at mødes i et delt rum.
Projektets første udviklingsfase blev gjort mulig af:
Susanne Danig / BIRCA - Bækkelund International Residency Center for Artists
Recidency KBH Danser
Wither Hibernation på Refshale Anneks
Tak for støtte, inspiration og sparring:
Susanne Danig, Camilla Stage, Pernille Koch, Line Svendsen, Katrine Faber, Peter Vadim, Camilla Schnack Tellefsen, Gustav og Berit Fabricius, Camilla Graff Junior, Olga, Vera Maeder, Jakob Sennek, Josefine Skovgaard, Trevor Davis, Alejandro Sancho og Felix K. Sancho.