DANS DANS DANS

DANS DANS DANS (2017-2019) er et forum hvor selvstændige dansere og musikere mødes, træner og undersøger sammen. Det er et defineret tidsrum hvor dansere og muikere, der allerede har en egen praksis, arbejder med og undersøger deres egen praksis, i et rum sammen med kollegaer. Vi deler det vi er optaget af i vores praksis, danser/spiller uden stop mindst en time og reflekterer over det som sker.

Formålet er at kunstnerne hver især undersøger deres praksis, i et fællesskab med andre og inspirerer, og lærer af, hinanden.

FORMATET

9.00-9.15 Spørgsmål
Runde hvor alle deltagere fortæller kort om hvad der optager dem i deres praksis i dag/for tiden.
Det kan være alt fra store åbne filosofiske spørgsmål, til undersøgelser der relaterer til kroppens anatomi f.eks.

9.15-10.15 Praksis
Vi tager udgangspunkt i vores egne og/eller de andres spørgsmål gennem praksis, min. en time uden at stoppe. Vi undersøger vores spørgsmål, lægger mærke til hvad der sker og hvad der interesserer os.

10.15-10.30 Refleksion
Runde hvor alle fortæller kort om hvad de opdagende og evt. deler nye spørgsmål der kom op gennem praksis.

10.30 -11 Evt. tid til at arbejde videre, snakke mere sammen eller warm down.

Fordi vi mødes regelmæssigt vil der bygges viden og spørgsmål op i gruppen, som giver et fælles fokus i arbejdet. Dette fokus vil vise sig undervejs, som summen af det vi er optagede af, samtidig med at vi hver især beholder et individuelt fokus.

Det er ‘DANS DANS DANS’ IKKE:
Formålet med DANS DANS DANS er ikke at skabe koreografiske værker, ej heller at få ideer til værker. Når der opstår ideer til værker, vil vi hver især arbejde videre med dem i andre tidsrum. Det er heller ikke formålet at afprøve koreografiske ideer på andre, eller undervise hinanden i teknikker og andet.